DM OL Trap

Her er en lille beretning fra DM OL Trap, som netop har været afholdt i Horsens.

Tanker fra et DM i OL-trap, Horsens, 26.-27. august 2017.

KFK var pænt repræsenteret med 9 skytter ud af 39 tilmeldte. Helle Kantsø i dameklassen, Henrik Jensen, Martin Glamheden-Helle, Dan Hemmingsen og Torben Ranthe i seniorklassen, Lars Kantsø, Erik Duus Nielsen og Allan Thøgersen i Old-boys klassen og Max Nielsen i den nye klasse Super-veteran.

De umiddelbare resultater af stævnet var en flot 2. plads og sølvmedalje til Torben Ranthe generelt efter finaleskydning, en bronzemedalje til Torben Ranthe i senior-klassen, en sølvmedalje i dameklassen til Helle Kantsø, en sølvmedalje i super-veteran til Max Nielsen, en sølvmedalje i Old-boys til Lars Kantsø.

Desuden var Erik Duus Nielsen og Lars Kantsø i shoot-off om at komme med i finaleskydningen, da 5 skytter med 113 points skød om 2 pladser. Desværre var heldet ikke med vores skytter i denne – i øvrigt meget spændende – shoot-off.

4 sølv- og 1 bronze – det er vist et ganske fornemt resultat af et DM, som jeg tror, vi skal lidt tilbage i tiden, for at finde bedre for KFKs vedkommende. Ellers er vi jo vant til, at ”det er jyderne, der render med det hele”. Det resultat, vi ser her, håber jeg vidner om, at der er gejst og vilje til stede hos klubbens skytter til at levere et resultat, vi igen kan være bekendt.

Når det så er sagt, vil jeg yderligere dvæle lidt ved, at det jo heller ikke står helt skidt til med de skytter, der ikke lige fik medaljer eller var i shoot-off. Vi havde flere resultater et stykke over 100, hvilket jeg vil mene også er en markering af, at skytterne vil noget med det her. Torben Ranthe topper listen med 114 i indledende, Erik Duus Nielsen og Lars Kantsø 113, Allan Thøgersen 111, Martin Glamheden-Helle og Dan Hemmingsen 107. Det er 6 mand ud af 9. Det er faktisk ret pænt, når man tager i betragtning, hvad det er for en disciplin, vi skyder. Desuden hæfter jeg mig ved, at Torben, Erik, Lars, Allan og Martin alle holdt 2-tallet og Dan havde et enkelt udfald med en 19’er. Hos trap-skytter tror jeg, det er en lille personlig sejr, hvis man kan skyde et helt stævne med 20 eller derover i alle serier. Det vidner om en vis mental stabilitet.

Til Dans resultat må jeg desuden knytte en ekstra kommentar. Dan skyder faktisk ikke med sit eget gevær. Han har lånt sig frem. Henrik Jensen har været så flink, at dele sit gevær med Dan. Heldigvis skulle de to ikke skyde på samme hold, så i praksis lod det sig jo gøre. Men at skyde med et gevær, som man ikke er vant til, og måske har skudt max 200 skud med og til et stævne skyde 107 ud af 125, — det er nu æ’ så ringe, endda. Så vi ser da frem til, at Dan får sin egen Perazzi dernede sydfra i støvlelandet. Det kan da kun blive godt J.

Jeg vil også lige knytte en kommentar til Torben Ranthes resultat. Torben skød jo ganske pænt igennem hele stævnet, lagde ud med en 25’er og havde lige en mindre udfald i 3. serie med en 20’er. Da han er midtvejs under 5. indledende serie har han smidt 1 due. På dette tidspunkt står det klart, at der er 5 skytter, der skal skyde shoot-off om 1 til 3 finalepladser. Torben ville altså, hvis han holdt sin sti ren resten af serien kunne smutte ind foran alle med 113 og med et resultat på 114 gå direkte i finalen. Men det var næsten for meget at håbe på. — Men han gjorde det, sgu. Og det var jo den allersidste due, der var så vigtig. Jeg må sige, at jeg personligt sandsynligvis var meget mere nervøs end Torben, da jeg var klar over, hvor vigtig den sidste due var. Det var en forløsning at observere, hvordan den sidste due blev fuldstændigt pulveriseret i førsteskuddet, og Torben kørte ind på 4. pladsen til finaleskydningen efter Søren Bro Larsen, Esbjerg med 118, Henrik Jørgensen, Esbjerg med 117 og Kjeld Petersen, Horsens med 115.

I finalen kan der jo ske rigtig meget, og det gjorde der jo også her i Horsens. Den førende skytte, Søren Bro, fik gummiarm og var første mand, der måtte udgå efter 25 duer. Herefter gik det slag i slag og Torben hængte på til det kun var ham og Henrik Jørgensen, der var tilbage til de sidste 10 duer. Eliminationsrunden var utroligt spændende. Og Torben kørte jo en sølvmedalje hjem. Om vinderen, Henrik Jørgensen, kan man jo kun sige, at han skød rigtigt flot. Han er en garvet kæmpe indenfor gamet, og det er jo nok ikke nogen kæmpe overraskelse, at det var ham, der vandt. Overraskelsen var Torben Ranthe, der formåede i flere faser af stævnet at holde hovedet koldt og give de, der ellers sædvanligvis plejer at vinde, kamp til stregen.

I lang tid har jeg ikke været bedre underholdt end ved dette DM stævne i Horsens 2017. Tak til skytterne, tak til Horsens Flugtskytte Klub og tak til Dansk Skytte Union. Og tillykke til alle medaljetagere.

Og ikke mindst – Tillykke til KFK med de 5 medaljer samt at det nu ser ud til, at KFK igen begynder at kunne gøre sig gældende på landsplan.

Allan Thøgersen

Ingen Svar til "DM OL Trap"


    Har du noget på hjertet?

    Nogen html er OK